Hvert forår afholder Nordiske Lirekassevenner festival i en dansk købstad. I år havde foreningen fået et samarbejde i stand med Køge kommune og kulturkonsulent Per Sørensen om at få musikliv i gaderne. Fredag eftermiddag den 27. april indledtes lirekassefestivalen på Køge Torv, hvor byrådsmedlem Hans Erik Jensen åbnede festivalen og bød alle lirekassefolkene, der kommer fra hele Norden og Tyskland, velkommen til Køge. Resten af dagen lød bymidten af hyggelig lirekassemusik. Også lørdag den 28. april kunne man høre lirekasserne fra kl. 11.00-15.00. Lørdag aften afholdt man foreningens generalforsamling på Køge Vandrerhjem. Det var 7. gang Lirekassefestivalen holdes i Danmark - men første gang det skete i Køge.