Rammerne for sommerens store markedsdag på Køge Torv torsdag den 16. august kunne simpelthen ikke være bedre. Solen skinnede fra en stort set skyfri himmel fra morgenstunden og der var allerede mange forventningsfulde borgere på torvet, da Køge Handelsstandsforening og et bredt udsnit af medlemsbutikkerne kl. 10.00 åbnede op for dagens markedsdag. Alle stadepladser til den traditionsrige dag var booket og derfor gjaldt det bare om for kunderne at gå på opdagelse hos de mange butikker der havde fundet de bedste tilbud frem til dagen. Det gode vejr var med til at give en fantastisk stemning på torvet - både ved salsgboderne, men så sandelig også ved de omkringliggende caféer og restauranter, hvor en god frokost og en forfriskning blev nydt. Underholdning var der også sørget for. Køge Spillemændene var igen mødt frem for at være med til at skabe den rette markedsstemning. Se fotograf Jørgen Chr. Jørgensens mange stemningsbilleder fra markedsdagen.