I dag
6°

Michéle Bellaiche starter Tøse-Runden

Bil Bolig E-lokal shop Tryksager Guide

Tast-selv annoncer

Ugens annoncer

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Din lokale avis på Facebook

Hvis du vil vide mere end din nabo
Lørdagsavisen er naturligvis på Facebook. Her kan du også få de lokale nyheder.
Gå ind på Facebook - læs, debattér og ’synes godt’ om her:

Fik du læst

En EM-helt kom forbi...

Tre Køge-spillere udtaget til U/17 landskamp

Alt klar til årets store byfest i Borup

Øllets ”Michelin-stjerne” falder i Køge!

Konstantin Ndoni - under sit 10 dage lange ophold i Marquinet uden for denalbanske hovedstad Tirana. (Privatfoto).

Konstantin fra Køge skabte glæde hos børn og unge i Albanien

Blot tre dage efter hjemkomsten fra Balkan drog den 18-årige eventyrer tirsdag morgen afsted til nye oplevelser og opgaver i USA og Mexico.

Per Møller

Tip en ven

Udskriv

Del

I mere end to uger – fra 29. juni til 17. juli – rejste den kun 18-årige køgenser Konstantin Ndoni med organisationen Tamam til byen Marquinet udenfor Albaniens hovedstad Tirana.

Her arbejdede han i 10 dage som volontør for over 100 børn og unge, der alle kommer fra fattige familier og med meget beskedne muligheder for aktiviteter i sommerperioden.

Konstantin Ndoni var med til at sprede glæde blandt de albanske børn og unge.

- Det hele startede med, at jeg i januar opdagede Nordjobb, som er en organisation, styret af Nordisk Råd som uddeler ungdomsjobs til unge i nordiske lande – Danmark, Sverige, Norge, Finland, Island, Færøerne og Grønland. Jeg ansøgte om at få en arbejdsplads i Norge denne sommer – men fik den dog aldrig, fortæller Konstantin Ndoni, netop hjemkommet fra Albanien, og allerede på vej til at pakke kufferten til nye opgaver og oplevelser på den anden side af Atlanten.

I april fandt Konstantin Ndoni på Nordjobbs hjemmeside en annonce om en tur til Albanien, som Nordjobb i samarbejde med organisationen Tamam stod for.

- Annoncen henvendte sig til unge i Norden og målet med rejsen var dels at hjælpe til i en albansk landsby, men også at styrke det nordiske bånd. Vi skulle f.eks, så vidt muligt holde os til de nordiske sprog. Jeg sendte en ansøgning, hvor jeg for at styrke mine chancer fortalte om min albanske baggrund og min store interesse i det for mange ukendte land. Jeg blev i løbet af den næste måned kontaktet af organisationen, og afgav et telefoninterview, hvorefter jeg fik den herlige besked, at jeg blandt 120 ansøgere var valgt til at deltage i turen sammen med 12 andre - 3 danskere, 3 svenskere, 1 nordmand, 2 finner og 3 islændinge, fortæller Konstantin Ndoni.

Dette er seks af de ældre drenge. Det er taget på 4.dagen for programmet. På trods af det dårlige fokus syntes jeg billedet meget fint viser hvordan en flok albanske gutter ser ud, når de hænger ud på den opsatte volleyballbane, siger Konstantin Ndoni. (Privatfoto).

Seks dage undervejs

Tirsdag morgen satte Konstantin så kursen mod Albanien. Han skulle med toget kl. 03.53 fra Nørreport Station til Lund i Sverige, hvorfra der var afgang i to minibusser med ni personer i hver. De seks andre var folk fra Tamam.

- Turen ned til Albanien varede seks dage, hvor vi besøgte landende Tyskland, Østrig, Slovenien, Kroatien, Bosnien og Montenegro. Vi besøgte en organisation, som arbejdede med romaer i Montenegro. Derudover var vi i seværdige byer og det jeg husker mest var et stort vandfald, som man kunne svømme ind under og sidde i huler bag gardinet af strømmende vand. Vi ankom til Marqinet, navnet på landsbyen, hvori vi skulle arbejde og som havde oplevet en tragisk eksplosion i et lager for forældet ammunition den 15. marts 2008, om eftermiddagen den 4. juni, fortæller Konstantin Ndoni.

Her er en gruppe i gang med en leg, som er designet til at bringe drenge og piger sammen. En af de store problemstillinger var nemlig, at pigerne var generte omkring drengene og dermed ikke var ligeså engageret i aktiviteterne, som de havde været uden drenge. - Vi prøvede derfor at bringe dem sammen med diverse lege. Her gælder det om at en gruppe på ca. 6 skal kunne stå på et stykke papir. Når missionen er fuldført folder man papiret i halvt og du skal derefter gøre det samme. Jo mindre papiret bliver, jo tættere sammen må de stå, hvilket resulterede i dette smukke billede, oplyser Konstantin Ndoni. (Privatfoto).

Herlig velkomst

Den nordiske delegation blev delt op i to lejre som skulle bo i to forskellige huse, udlejet af familier i landsbyen.

Programmet bestod af en engelsk klasse, sport, dans og kunst. Arbejdsområderne blev tildelt, og Konstantin Ndoni kom, som han havde ansøgt om, til at arbejde med aldersgruppen 12-18 år i sport om eftermiddagen.

De næste ti dage bestod af syv dage med det normale dagsprogram, sport fra 15-18 og to dage med udflugt. Med de små til en nærliggende sø og med de store børn til stranden.

- Jeg knyttede især venskab med en islænding og de fire albanske volontører, hvis opgave hovedsageligt var at oversætte for os fra Norden. Udover os og de albanske volontører var også en amerikansk video- journaliststuderende, som filmede en dokumentar, og en engelsk halvtidsprofessor på Cambridge og halvtid journalist ved bl.a. folkedrabet i Rwanda. Alt i alt nogle meget spændende mennesker, som jeg i høj grad lod mig inspirere af. Aktiviteterne til sportsprogrammet stod de nordiske volontører for, og jeg kom selv til at planlægge tre af dem, fortæller Konstantin Ndoni, der sammen med den nordiske delegation satte kursen tiolbage mod Danmark den 14. juli hvor første etape var med færge fra byen Dürres til Bari i Italien.

- Her mødte vi også en organisation, som beskæftigede sig med udsatte grupper børn. Vi kørte gennem Italien, Østrig og Tyskland for igen at tage færgen til Trelleborg og ankomme til Lund lørdag morgen den 17. juli, tilføjer Konstantin Ndoni.

Denne leg handler om samarbejde og timing. En vandballon skal kastes frem og tilbage mellem fire par vha. t-shirts og andet stof. Det er sværere end det lyder og flere balloner blev sprængt. I baggrunden ses Konstantins islandske ven Baldur, som han stiftede bekendtskab med på turen. (Privatfoto).

Livsbekræftende oplevelser

På trods af at hele turen udgjorde én lang række af livsbekræftende oplevelser, er der én som betyder meget for Konstantin og som han sikkert aldrig vil glemme:

- Den sidste hele dag i landsbyen var også dagen for det sidste sportsprogram og det var meningen at vi skulle lave noget helt specielt. Men da jeg spurgte om morgenen fandt jeg ud af, at ingen særlige planer var lavet, beretter Konstantin.

Han bestemte sig for at afholde en 'olympiade' med discipliner som længdespring, sprint, armbøjninger osv.

- Jeg fik hurtigt en række andre af volontørerne til at bakke op om min idé og foreslog også at vi skulle bruge morgenen og middagen på at lave pokaler og medaljer ud af pap til børnene. Vi arbejdede effektivt de efterfølgende timer og nåede lige akkurat at færdiggøre arbejdet til kl. 15 hvor programmet skulle begynde. Vi kom ned på pladsen med det bedrøvende syn af kun 10 fremmødte, men det skulle vise sig at blive det program med flest deltagere af alle dage. I løbet af de næste fem minutter kom der nemlig børn strømmende fra alle retninger – nogle af dem slet ikke tilhørende den aldersgruppe. Til sidst stod 40-50 børn – godt og vel tre gange det, vi var vant til – og kiggede på os frivillige, som bare så overraskede på hinanden, fortæller en glad og stolt Konstantin Ndoni, og fortsætter:

En af drengene midt i en slags fangeleg nede ved søen. (Privatfoto).

Følelse af stolthed

- Da jeg var in charge samlede jeg børnene i en cirkel og fik gennet en frivillig albaner til at stå ved min side og oversætte. Men den største gejst jeg kunne, fortalte jeg børnene om hvordan det forholdt sig og om at jeg, når denne dag var ovre, ikke ville se nogle gående – de skulle være så trætte at de gik direkte hjem i seng. De grinede og det lykkedes mig at få dem klar på en god olympiade. Jeg fortalte dem også hvordan der blev givet point for prestige, opførsel og jubel fra tilskuerne, hvilket de alle udførte til perfektion. Og med kampglade børn og jublende tilskuere havde jeg opskriften på et rigtigt godt program. Til sidst, da vi alle skulle stå på række og sige 'tak for kampen' kiggede en lille dreng op på mig og sagde "thank you". Da jeg så dem løbe skrigende rundt og fejre deres pokal havde jeg en god følelse af stolthed og et klap på skulderen. Det havde lykkedes mig at engagere både volontører og børn til et projekt, som blev en kæmpesucces – evner som jeg aldrig havde givet mig i lag med førhen.

Endnu en lille dreng nede ved søen. – Bemærk hans dejlige ansigtsudtryk, der vidner om, at vi volontører har haft succes med at give glæde til børnene, konstaterer Konstantin Ndoni. (Privatfoto).

Børnenes nummer ét

På denne tur har den unge køgenser lært meget om sociale regler og hvordan man fungerer som en lederstabel med målet at give en flok fattige børn nogle oplevelser og gode minder.

- Vi boede i ti dage 15 mennesker i et hus, hvilket betød at der ikke var plads til at skændes over småting og at man hele tiden skulle søge kompromiser mht. fordeling af opgaver og de mere generelle hverdagskonflikter - som det, at 15 mennesker skulle deles om ét lille toilet som skulle skylles ud manuelt – med en spand vand. Jeg fandt ud af, at jeg selv besidder gode kvaliteter på dette punkt, hvilket selvfølgelig var en dejlig opdagelse, som gør, at jeg med tryghed kan begive mig ind i lignende projekter, fortæller Konstantin med et smil.

- Den største erfaring er dog om, hvordan man omgås børn. Uden at prale kan jeg roligt sige, at jeg var alle børnenes nummer 1. Jeg fandt ud af at jeg er god til at engagere dem i noget nyt og holde deres opmærksomhed. Det var et kæmpe skulderklap at få at vide af projektets leder at sportsprogrammet blev en succes på grund af mig. Det er ord, som jeg vil tage med mig resten af livet og som har lastet mig med selvtillid til de to kommende volontørprojekter, hvor jeg også kommer til at arbejde med børn, fastslår Konstantin Ndoni.

To små piger i den lille aldersgruppe leger på programmets sidste dag. Bøjet med en hånd på knæet ses Tina fra Sverige, som flytter til Georgia, hvor Konstantin Ndoni skal besøge hende på hans tur gennem USA. (Privatfoto).

Videre planer med frivilligt arbejde

I går, tirsdag den 20. juli rejste Konstantin så videre ud i den store verden - til Boston i USA, hvor hans bedsteforældre og faster bor.

Der skal han arbejde tre uger som tennistræner for børn, som ikke har råd til at tage på sommerferie men gerne vil have et spændende input i sommeren. Programmet hedder Tenacity og har som mål at aktivere børn med en blanding af sport, tennis, og en times daglig læsning.

- Jeg selv deltog i programmet fra jeg var seks og hver sommer, da jeg besøgte min familie. Der har jeg fået venner og veninder, som jeg stadig holder kontakten med, og det er nu første gang jeg skal være træner, fortæller Konstantin Ndoni, der herefter bruger to måneder på at køre tværs over landet fra øst til vest med busser.

Efter den tur tager han endnu en bus til Mexico, hvor han skal arbejde 2 ½ mdr. som engelsklærer for fattige.

Dette program hedder Travel2Teach.

- Herefter ved jeg ikke hvad der skal ske – får jeg lyst til at rejse videre sydpå, gør jeg det. Ellers er det vel på tide at tage hjemad, slutter en forventningsfuld und mand med smag for nye oplevelser - Konstantin Ndoni fra Køge.

Se også www.nordjobb.net. www.tamam.se. www.tenacity.org. www.travel-to-teach.org.

Publiceret: 21. Juli 2010 05:45

Del på Facebook